Foreningens start

I foråret 1982 blev jeg, som formand for beboerforeningen i Verahus, kontaktet af ejeren ”Den almindelige brandforsikring for landbygninger”, –  i dag bedre kendt som Alm.  Brand.

De ville høre, om vi var interesserede i at købe ejendommen, med overtagelse pr. 1. september 1982.

Bestyrelsen for beboerforeningen var enige om, at det var en god ide at få fod under eget bord og måden at gøre det på var, at danne en andelsboligforening.

Den tilbudte pris var på 4,5 mio. kr. for herligheden, som den gang bestod af 70 alm. lejeligheder, Café Damsø, 4 kælderbutikker, 22 garager, samt en villa med 2 lejemål, – bygget i år 1900.

Selve ejendommen er bygget i 1936,  efter sigende af en herre, som havde tjent sine penge ved at handle med kul.
Hans kone hed Vera til fornavn, heraf navnet Verahus.

Selv om vi forsøgte, kunne vi ikke få prisen længere ned.
Vi kontaktede Advokat Birgitte Grubbe for at få råd og vejledning.

Hun mente, at prisen var rimelig nok og anbefalede os at få en arkitekt fra andelsboligforeningernes fællesrepræsentation til at gennemgå ejendommen fra kælder til kvist.

Efter gennemgangen blev ejendommen erklæret stort set sund og rask.
Dog var der et stort men, – nemlig altanerne!.

Måske er det på sin plads at nævne, at der samme år var sket en alvorlig ulykke med døden til følge på Frederiksberg.
En altan på anden sal var styrtet ned, idet de bærende jern, viste det sig, var tæret væk.

Vi krævede derfor, at et rådgivende ingeniørfirma undersøgte altanernes tilstand, inden vi tog stilling til at købe ejendommen.

Ejeren indvilligede i at betale for sådan en undersøgelse og resultatet af undersøgelsen viste, at der ingen umiddelbar overhængende fare var.

Dog skulle 4-5 altaner have udskiftet de bærende jern og endvidere skulle samtlige altaner have renoveret betonbelægningen.
Prisen anslog det rådgivende ingeniørfirma til ½ mio. kr.

Efter intense forhandlinger mellem os og ejeren blev vi enige om, at halvdelen af den anslåede pris blev lagt til købesummen, der således kom op på 4,75 mio. kr.
Til gengæld skulle ejer afholde den totale udgift til altanrenoveringen.

Man må sige, at det var en klog eller heldig beslutning fra vores side.
Da den totale udgift blev gjort op efter næsten et års arbejde, endte prisen for renoveringen på 1,1 mio. kr.

Efter at være blevet enige om altanerne, var vi nu klar til at overbevise beboerne om, at det ville være en god ide at danne en andelsboligforening og købe ejendommen.

Første trin var, at alle interesserede, som det første skulle indbetale 300,00 kr. til advokaten.
Tilstrækkelig mange gjorde dette, og således kunne forarbejdet med at forsøge at danne en andelsboligforening starte.
Den første ½ mio. skulle vi som andelshavere selv indskyde, resten, altså 4,25 mio. kr. blev fordelt på 4 pantebreve, som skulle afdrages og forrentes over 15 år til Alm. Brand.
Renten var 10% om året.

Det lyder måske af meget, men faktisk var det en rimelig rente, efter datidens forhold.

Tanken om at danne en andelsboligforening var i 1982 ikke nær så indlysende som i tiden der fulgte, og nemt var det da heller ikke.

For det første skulle folk af med kontanter, og det andet umiddelbare resultat var en huslejestigning på ca. 300,00 kr. om måneden i gennemsnit.

Ved den stiftende generalforsamling d. 12. august 1982 gik bølgerne højt, og tanken om at stifte en andelsboligforening opnåede kun tilslutning fra 32 af de 43 fremmødte lejere.

Os, der tilsluttede sig, var dog enige om at gøre forsøget alligevel.
Dengang var reglen, at mindst 50% af lejerne skulle tilslutte sig for at bankerne ville være med til at finansiere købet.

Og ganske som vi havde frygtet, havde den bank advokaten havde skaffet os, sine betænkeligheder.
Der manglede nemlig ca. 150.000,00 kr., – en kassekredit,  som de var uvillige til at yde os, for at vi kunne få økonomien til at hænge sammen.

Det var i første omgang en enorm skuffelse for os, som havde drømt om at blive herre i eget hus.
Gode råd hastede idet sælger krævede svar senest d. 31 august.

Ellers bortfaldt tilbuddet!. Hvad gør man så ?!. Ja, jeg gik til den lokale SDS i Vanløse.

Her forelagde jeg bestyreren vores problem og miraklet indtraf, – han kunne heldigvis ikke se noget problem i at stille den nævnte kassekredit til rådighed.

Den næste udfordring gik nu ud på, at samtlige 32 lejere, som havde tilsluttet sig ved den stiftende generalforsamling, skulle opsøges og underskrive en bindende erklæring om, at de tilsluttede sig de ændrede økonomiske vilkår.
Indskuddet steg ca. 13% og den gennemsnitlige boligafgift yderligere med ca. 17%.

Den største udfordring viste sig ved, at en del af lejerne var på ferie og de skulle jo findes.
I den anledning skal det nævnes, at Rita Mosberg Pedersen gjorde en utrættelig indsats ved at opspore folk rundt om i ferielandet for at få de sidste nødvendige underskrifter i hus.

Den 31 august 1982 kunne vores advokat meddele Alm. Brand, at Andelsboligforeningen Verahus køber ejendommen på de aftalte vilkår, med overtagelse pr. 1 september 1982.

Siden da er meget sket.
Vi har, gennem de 25 år der er gået, brugt mange penge på at vedligeholde og forbedre ejendommen.

Nævnes skal etableringen af vores dejlige fællesareal, nye og større altaner, etableringen af 4 taglejligheder samt projekt forskønnelse som har givet vores udendørs fællesarealer en ansigtsløftning.

Vores ambition er, at man skal være glad og stolt af at bo i Andelsboligforeningen Verahus.

 

26. februar 2008 – Mogens Pedersen.